Tilsynet som mere end kontrol eller udvikling
Tilsynet kan i praksisfeltet ofte opleves som en slags eksamenssituation, der giver utryghed og usikkerhed. Praksis vil ofte hellere have fokus på udvikling af praksis, og kan godt opleve tilsynet som et udtryk for mistillid og unødig forstyrrelse. Samtidig har man fra politisk side både et ansvar og en interesse i at vide, hvad der foregår i dagtilbuddene. Så der er flere interesser og forståelser på spil, når vi går ud og fører tilsyn.
Denne artikel skal ses som et bud på en tilgang, hvor fokus er på samarbejdet mellem praktikere og forvaltning om sammen at fremme den højest mulige kvalitet.
Kvalitet i professionel pædagogisk praksis
En fælles forståelse af kvalitet er en vigtig del af et velfungerende tilsyn baseret på samarbejde. Fælles for alle kommuner er, at Dagtilbudsloven fastlægger en national ramme for kvalitet i dagtilbud.
Vi kan ikke forholde os til kvalitet uden at forholde os til den opgave, dagtilbud er sat i verden for at løse. Det betyder, at gældende formål og mål for dagtilbud altid vil udgøre det forpligtende udgangspunkt for den fælles kvalitetsforståelse.
I §1 står der at Dagtilbud skal:
Når vi indgår i professionelle drøftelser af kvalitet i dagtilbud, har vi derfor en forpligtelse til at begrunde og prioritere både mål og proces i forhold til den samfundsmæssige kontrakt, der ligger i den lovmæssige ramme. Det er graden af hvordan vi indfrier dagtilbuds mål og formål, der i sidste ende afgør om vores indsats for børnene har den nødvendige kvalitet.
Det leder os til tilsynets fremmeste opgave med at synliggøre og sandsynliggøre, at det er læringsmiljøer af høj kvalitet, der stilles til rådighed i dagtilbuddene. Kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer skal derfor vurderes i forhold til, om måden der arbejdes med det pædagogiske grundlag og læreplanstemaerne reelt og dokumenterbart fremmer trivsel, læring, udvikling og dannelse for børnene, i relation til forebyggelse af negativ social arv, forebyggelse af eksklusion og sammenhæng mellem tilbud.