Hvordan kan vi som kommune lovligt behandle persondata via Hjernen&Hjertet?
Det er vigtigt, at I er opmærksomme på, at behandlingsgrundlaget kan variere. I nogle tilfælde er det nødvendigt at indhente samtykke til behandlingen af persondata. I andre tilfælde kan behandlingen baseres på, at den hører under offentlig myndighedsudøvelse, hvor I har en hjemmel i lovgivningen til at foretage behandlingen og dermed ikke behøver at indhente samtykke fra de registrerede.
Ved samtykke er det bl.a. vigtigt at være opmærksom på, at de registrerede altid kan trække deres samtykke tilbage. Det vil i givet fald betyde, at I som kommune ikke længere må opbevare og behandle de persondata, der er indsamlet på baggrund af samtykket.
Må vi som kommune udveksle persondata med andre myndigheder?
Udveksling af persondata kan ofte tillades, hvis det fx gøres til en del af det samtykke, der indhentes fra de registrerede. Vi kan rådgive jer om korrekt udveksling af persondata, som er lagret i Hjernen&Hjertet.
Her er det fx vigtigt, at I er opmærksomme på, at begge parter skal have det fornødne juridiske grundlag til at behandle personoplysningerne.
Hvordan håndterer vi som kommune de registreredes rettigheder?
Når en person henvender sig og ønsker at gøre sine rettigheder gældende i henhold til GDPR, kan vi hjælpe med at vurdere, hvordan en sådan henvendelse skal håndteres. Det kan fx være i en situation, hvor den registrerede ønsker sine persondata slettet.
Her er det bl.a. vigtigt, at I er opmærksomme på, at de registreredes rettigheder ikke er ubetinget. Der gælder en række undtagelser til de tilfælde, hvor de registrerede kan gøre deres rettigheder gældende, fx hvornår de registrerede kan kræve deres persondata slettet.